Måler er ved at blive udskiftet

Udskiftning af vand- og varmemålere

Silkeborg Forsyning begynder i andet halvår af 2023 at sætte omkring 40.000 nye, fjernaflæste vand- og varmemålere op hos forsyningskunderne.

Skal du have skiftet måler(e)?

Hvis du skal have skiftet vand- og/eller varmemåler, vil du modtage et bookingbrev fra virksomheden Eltel, på vegne af Silkeborg Forsyning. Brevet lander hos dig cirka 10-14 dage inden et tidspunkt, som du vil blive bedt om at bekræfte eller ombooke online. Bookingen vil være i et tidsinterval på 2 timer, så du ikke skal være hjemme hele dagen for at vente på montøren. Det er vigtigt, at personen, der er hjemme under montørens besøg, er myndig.

Du skal være opmærksom på, at der går cirka to dage efter udskiftning, før data fra de nye målere er synlige på minForsyning.

Det skal du huske, før vi kommer

Skal du have skiftet din vandmåler, skal du afprøve hanerne, der sidder på hver side af måleren, for at sikre, at vi kan lukke for vandet.

Sådan gør du:

  • Tænd for din vandhane.
  • Luk for den ene af hanerne og se, at vandet stopper. Åben hanen igen og se, at vandet flyder.
  • Luk nu for den anden hane og se, at vandet stopper. Åben hanen igen og se, at vandet flyder.

OBS: Hvis en af hanerne ikke lukker for vandet, eller du ikke kan dreje hanen, er det dit ansvar at få det lavet, før vi kommer. Kontakt en autoriseret VVS-installatør.

 

 

Se, hvordan du afprøver hanerne i videoen herunder.

 

Vær opmærksom på følgende, når montøren kommer:

•    Montøren har et ID-kort fra Silkeborg Forsyning og Eltel, som bæres synligt og kan fremvises på forlangende.

•    Der skal være en myndig person til stede, imens montøren arbejder.

•    Der skal være fri og uhindret adgang til måleren.

Billede af ansvarsfordeling mellem forsyning og kunde

Skal du have skiftet varmemåler, skal du afprøve hovedhanerne på din fjernvarmeinstallation for at sikre, at vi kan lukke for varmen.

Sådan gør du:

  • Kontrollér, at hanerne kan drejes 90 grader.
  • Hvis hanerne ikke kan drejes, skal du kontakte Silkeborg Forsyning. 

 

 

Vær opmærksom på følgende, når montøren kommer:

•    Montøren har et ID-kort fra Silkeborg Forsyning og Eltel, som bæres synligt og kan fremvises på forlangende.

•    Der skal være en myndig person til stede, imens montøren arbejder.

•    Der skal være fri og uhindret adgang til måleren.

Tidsplan

Tidsplanen for udskiftningen forløber over cirka halvandet år og er opdelt i et pilotprojekt og efterfølgende tre etaper.

Et mindre antal kunder vil blive kontaktet i starten af sommeren 2023 med henblik på tidligere udskiftning af deres målere som et led i et pilotprojekt. Formålet med pilotprojektet er at validere, at teknologier og processer i samspil mellem Silkeborg Forsyning, Kamstrup og Eltel fungerer som ønsket, før udrulningen for alvor går i gang efter sommerferien 2023.

Nedenfor kan du se et kort, der viser områderne for henholdsvis pilotprojektet og de tre forskellige etaper af udskiftningen.

  • Pilotprojektet foregår i august måned 2023.
  • Etape 1 forløber over tredje og fjerde kvartal af 2023.
  • Etape 2 i første og andet kvartal af 2024.
  • Etape 3 i tredje og fjerde kvartal af 2024. 

Sådan aflæser du din varmemåler

OBS: Ser din måler ikke helt ud som på billedet nedenfor, men er en model Kamstrup mc 603? Så se vejledning længere nede på siden. 

 

1. MWh/Megawatt timer

Som udgangspunkt viser skærmen på din måler MWh/Megawatt ("MWh"). Hvis du ikke ser "MWh" i nederste højre hjørne på målerens skærm, skal du trykke på knappen med "pilen", indtil "MWh" bliver vist. Aflæs tallet.

 

2. m³/Gennemstrømning

Når du har aflæst MWh/Megawatt timer, skal du trykke en enkelt gang på knappen med "pilen". Nu får du oplyst m³/Gennemstrømning, som på målerens skærm vises med "m³". Aflæs tallet.

 

3. timer/Timer

Når du har aflæst m³/Gennemstrømning, skal du trykke én gang mere på knappen med "pilen". Nu får du oplyst timer/Timer, som på målerens skærm vises med "h". Aflæs tallet  

 

4. m³xTf/Fremløb

Når du har aflæst timer/Timer ("h"), skal du trykke yderligere syv gange på knappen med "pilen". Nu får du oplyst m³xTf/Fremløb, som på målerens skærm vises med "E8" i øverste højre hjørne. Aflæs tallet.

     

 

5. m³xTr/Returløb

Når du har aflæst m³xTf/Fremløb, skal du trykke én gang på knappen med "arkivmappen". Nu får du oplyst m³xTr/Returløb, som på målerens skærm vises med "E9" i øverste højre hjørne. Aflæs tallet.

 

Vejledning for Kamstrup mc 603

På denne type måler svarer knappen til højre til knappen med "pilen" i ovenstående vejledning (denne knap bladrer i menuen). Knappen i midten svarer til knappen med "arkivmappen" i ovenstående vejledning.