FJERNVARMEPRISEN HOLDES I RO MIDT I TURBULENT TID
11. november 2022
På trods af et år med turbulens på energimarkederne, hvor især krigen i Ukraine fik energipriserne til at udvikle sig i ekstrem retning, ser det ud til, at Silkeborg Varme A/S kan holde det nuværende prisniveau på fjernvarme til næste år.
Det oplyser formand for bestyrelsen i Silkeborg Forsyning A/S, Søren Kristensen.
Bestyrelsen for Silkeborg Forsyning har torsdag den 10. november godkendt prislisterne for 2023, hvor fjernvarmeprisen er den samme, som den ligger på nu, nemlig på 855 kroner for en megawatt-time (MWh).
En medvirkende faktor er, at priserne på energi faktisk ser ud til at have toppet for nu. Den seneste tid har der været prisfald på både naturgas og el. Det er dog for tidligt at tale om prisfald på fjernvarme, pointerer Søren Kristensen:
”Det er glædeligt, at priserne på energi lige nu ser ud til at stabilisere sig og falde lidt. Det betyder, at vi pt. kan holde prisen på fjernvarme. Men energipriserne er ikke lave og stabile nok til, at vi kan sætte fjernvarmeprisen ned igen. Hvis priserne fortsætter ned til foråret, kan det komme på tale næste år. Det håber vi virkelig meget,” siger han.
Omvendt kan stærkt stigende priser på energi igen betyde prisstigninger på fjernvarme. Prisen på fjernvarme følger et ”hvile i sig selv”-princip, hvilket vi sige, at der skal være balance mellem indtægter og udgifter.
Prisen på fjernvarme er steget i 2022
Selvom priserne ser ud til at kunne holdes i ro fremover, så har fjernvarmekunderne i Silkeborg Kommune alligevel set, at prisen er steget.
Siden efteråret 2021, hvor energimarkedet udvikledes sig i en ekstrem retning, har Silkeborg Varme sat forbrugsbidraget op fra 475 kroner pr. MWh til 855 kroner pr. MWh. Det er en stigning på 80 procent.
Det er dog stadig en mindre prisstigning, end mange individuelle gaskunder har oplevet. Derfor har fjernvarmekunderne igennem perioden trods alt været bedre stillet. Et standardhus på 130 m2 med et forbrug på 18,1 MWh kan derfor i 2023 se frem til en varmeregning på 18.996 kroner – og lavere, hvis det bliver muligt at sætte prisen ned.
Energiprisernes himmelflugt medførte tab
De stærkt stigende energipriser fra efteråret 2021 medførte stigende fjernvarmepriser og uforudsete udgifter for mange energi- og varmevirksomheder, herunder også for Silkeborg Varme A/S, som det fremgik af årsrapport 2021.
Silkeborg Varme A/S realiserede således et tab på omkring 70 millioner kroner på salg af el som biprodukt af varmeproduktionen. Det skal ses i lyset af, at Silkeborg Varme A/S gennem årene har tjent mere end 850 millioner kroner på kraftvarmeværket og har et stort overskud, som er kommet fjernvarmeforbrugerne til gode ved lavere priser gennem årene.
Salg af el er en integreret del af driften af et kraftvarmeværk og foregår blandt andet ved at kraftvarmeværkerne i Danmark stiller deres produktionskapacitet til rådighed for elmarkedet for at styrke forsyningssikkerheden.
Kontaktpersoner
Bestyrelsesformand for Silkeborg Forsyning
Søren Kristensen
Tlf.: 61265729
Direktør i Silkeborg Forsyning
Jens Bastrup
Tlf.: 29382844