Fra konservesdåse og glasflaske til nye produkter
Glasaffald
Du kender garanteret pantmærket bagpå glasflasken fra supermarkedet. Siden 1942 har der været pant på mange af vores glasflasker, og det gør en forskel. For når du giver en flaske til pant, kan den nemlig genbruges igen efter en grundig vask. En almindelig ølflaske kan genbruges ca. 27 gange, før den må smeltes om til nye flasker.
Når du sorterer det tomme syltetøjsglas eller flasken fra olivenolie i din affaldsbeholder til glas/metal ved dit hjem, så bliver det først kørt ud på vores store affaldscenter i Tandskov.
Herefter sender vi det videre til vores samarbejdspartner firmaet Meldgaard, som sorterer glasaffaldet efter farve og størrelse, og derefter giver det et nyt liv og genanvender det til nye produkter.
HUSK, at kopper og tallerkner af porcelæn og keramik skal afleveres på genbrugspladsen. Det ødelægger genanvendelsen af glas, hvis du sorterer det i din affaldsbeholder til glas/metal ved huset.
Metalaffald
Når du sorterer den gamle stegepande, foliebakken eller sodavandsdåsen uden pant i din affaldsbeholder til glas/metal ved dit hjem, så indsamler vi alt affaldet og kører det til vores store affaldscenter i Tandskov.
Herefter bliver det hentet af vores samarbejdspartner firmaet Meldgaard, som sorterer metalaffaldet og sender det videre til genanvendelse.
Når man sorterer metalaffald, foregår det i et stort anlæg, der blandt andet sorterer ved hjælp af magneter. Jern, nikkel og stål er magnetisk, mens fx aluminium og kobber ikke er det. Metalaffaldet bliver sorteret efter, hvilken type metal det er, og så bliver det hakket i mindre stykker.
Til sidst bliver metallet smeltet om til et basismateriale, som vi kan fremstille nye produkter af. På den måde får dit metalaffald et nyt liv og bliver genanvendt.
Det kræver mange ressourcer, og det er belastende for klimaet, hvis vi skal fortsætte med at udvinde metaller fra miner i undergrunden. Derfor er det vigtigt, at vi sorterer vores metalaffald korrekt, så vi kan genbruge og genanvende det.
Du kan læse mere om de forskellige typer metaller, og hvordan de bliver fremstillet, her.
I 2023 indsamlede vi 2.342 tons glas- og metalaffald fra husstandene i Silkeborg kommune.
Det svarer til cirka 24 kilo glas- og metalaffald pr. person.
Skraldebilerne afleverer først alt affaldet ude på Affaldscenter Tandskov, inden det bliver sendt videre til genanvendelse hos vores samarbejdspartnere.
Ja tak til
- Glas og glasflasker uden pant.
- Konservesdåser og låg.
- Konservesglas og drikkeglas.
- Fyrfadsholdere.
- Vitaminglas.
- Gryder, pander og bestik, som ikke egner sig til genbrug.
- Stanniol og foliebakker.
- Øl- og sodavandsdåser uden pant.
Nej tak til
- Keramik
- Porcelæn
- Havestole
- Cykeldele
- Grillriste
- River
- Store og tunge metalgenstande
Det skal afleveres på genbrugspladsen.
Lad være med at vaske dit affald
Tøm, skrab, klem og kram dit glas- og metalaffald, inden du smider det i affaldsbeholderen.
Emballagen skal tømmes, så godt du kan – men du behøver ikke at skylle eller vaske det.