KONSEKVENSER AF ENERGIKRISEN PRÆGER SILKEBORG FORSYNINGS ÅRSREGNSKAB FOR 2023

21. maj 2024

I 2023 er Silkeborg Forsynings regnskab påvirket af eftervirkningerne af energikrisen. Investeringer i løbet af året sikrer høj forsyningssikkerhed og grøn omstilling. 

Koncernregnskabet for Silkeborg Forsyning for 2023 viser en nettoomsætning på 714.923 t. kr. mod en nettoomsætning på 998.943 t.kr. i 2022.

Nettoomsætningen er faldet, da indtægterne fra elproduktionen på kraftvarmeværket, trods en stigning i produceret mængde, har været betydeligt lavere i 2023 sammenlignet med 2022 grundet lavere elpriser.

Modsat er indtægterne fra forsyningsaktiviteterne drikkevand, varme og spildevand øget fra 2022 til 2023. Det skyldes både højere takster samt en stigning i leverede og håndterede mængder.

I 2023 realiseres et underskud på 42.216 t.kr. mod et overskud på 38.460 t.kr. i 2022. Underskuddet i 2023 skyldes, at en stor del af varmeprisen i 2023 er gået til at dække nogle af energiomkostningerne fra 2022.

 

Energikrisens omkostninger er dækket ind i løbet af 2023

I henhold til hvile-i-sig-selv princippet for fjernvarme korrigeres nettoomsætningen i årsregnskabet hvert år med det prismæssige over-/underskud. Nettoomsætningen afspejler derved, hvad nettoomsætningen ville have været, hvis det prismæssige resultat var i balance.

I 2022 var der et prismæssigt underskud på 65.473 t.kr., som resultat af de høje naturgaspriser i løbet af 2022, hvor indtægterne – på trods af stigningen i varmeprisen i løbet af 2022 – ikke var tilstrækkelige. Det prismæssige underskud på 65.473 t.kr. for 2022 blev tillagt nettoomsætningen i 2022.

I henhold til hvile-i-sig-selv princippet skal de prismæssige underskud i 2022 dækkes ind hurtigst muligt, hvorfor Silkeborg Forsyning har fastholdt varmeprisen i 2023.

Ulrik Vangsø Ørts, økonomichef for Silkeborg Forsyning, forklarer:

”I 2022 har vi trods stigningen i varmeprisen ikke indregnet hele stigningen i vores brændselsomkostninger i varmeprisen. Da varmeprisen i 2022 ikke har kunnet dække alle omkostninger, har vi været nødt til at fastholde varmeprisen i 2023.”

Fastholdelse af varmeprisen i 2023 har ikke kunnet indhente efterslæbet alene. I 2023 har der derfor også været indregnet et meget lavt afskrivningsbeløb i varmeprisen.

Det regnskabsmæssige underskud for 2023 er en konsekvens af, at der i 2023 stort set ikke har været indregnet afskrivninger på varmeforsyningsanlæggene i varmeprisen, imens der regnskabsmæssigt fortsat afskrives på anlæggene.

Det regnskabsmæssige underskud er ikke udtryk for et tab, der påvirker varmeprisen fremadrettet. Det er i stedet udtryk for en forskel i, hvornår og hvordan varmeforsyningsanlæggene afskrives i henholdsvis varmeprisen og i årsregnskabet. Den forskel er der hvert år, men i 2023 har den været ekstraordinær, da der her stort set ikke har været indregnet afskrivninger i varmeprisen. 

I 2023 realiseres et prismæssigt overskud på i alt 90.226 t.kr. Heraf er 65.473 t.kr. opkrævning af prisunderskuddet fra 2022, mens de resterende 24.753 t.kr. er et prisoverskud, der er indregnet i varmeprisen for 2024.

”Det prismæssige overskud i 2023 var forventet og anvendes til at indhente nogle af de afskrivninger, som har været udskudt i 2023. Det prismæssige overskud er derfor allerede indarbejdet ved fastsættelsen af varmeprisen for 2024 og er en af årsagerne til, at varmeprisen blev reduceret fra 855 kr. pr. MWh i 2023 til 800 kr. pr. MWh i 2024,” forklarer Ulrik Vangsø Ørts.

 

Afdrag på tab afvikles efter planen

I 2022 realiserede selskabet Silkeborg Varme A/S et tab på 67,3 mio. kr. relateret til en elkontrakt. Tabet blev hensat i årsregnskabet for 2021 og bliver afdraget i henhold til en aftalt afviklingsplan.

Pr. 31. december 2023 mangler der at blive afdraget 33.645 t.kr., heraf vil 22.430 t.kr. blive afdraget i 2024. Tabet finansieres af elproduktionen.

 

Investeringer i grøn omstilling sikrer markant CO2-reduktion

I 2023 har Silkeborg Forsyning investeret 257.615 t.kr. i forsyningsanlæg for fortsat at kunne levere høj forsyningssikkerhed.

En stor del af investeringen er gået til biomasseanlægget og varmepumpeanlægget til fjernvarmen, der er under opførelse på Sejling Hedevej ved siden af kraftvarmeværket.

Når de nye anlæg kommer i drift i løbet af foråret 2025, vil CO2-udledningen fra fjernvarmeproduktionen være sænket med over 80% siden 2016, hvor Silkeborg Forsyning begyndte at udfase naturgassen i produktionen af fjernvarme.

Nøgletal

 

2023 (t.kr.)

2022 (t.kr.)

Nettoomsætning

714.923

988.943

Driftsresultat

-53.458

45.836

Resultat før skat

-61.387

43.527

Årets resultat

-42.216

38.460

Hvad er hvile-i-sig-selv princippet?

  • Silkeborg Varme A/S er ligesom alle andre fjernvarmeværker underlagt varmeforsyningsloven. Det betyder, at fjernvarmen skal ”hvile-i-sig-selv”, og at Silkeborg Varme dermed ikke må tjene penge på at levere fjernvarme.
     
  • Princippet betyder, at forsyningsselskabernes indtægter og omkostninger skal balancere over en årrække.
     
  • Et eventuelt overskud skal derfor betales tilbage til kunderne i form af lavere priser.
     
  • Hvert år indsender Silkeborg Forsyning budget og prisregnskab til Forsyningstilsynet, som er tilsynsmyndighed på fjernvarmeområdet.