NU BLIVER FJERNVARMEN ANLAGT I RESENBRO OG SKÆRBÆK

21. januar 2025

Over 70 procent i Resenbro og Skærbæk har takket ja til at få fjernvarme, og inden længe begynder Silkeborg Forsyning arbejdet med at anlægge fjernvarmeledningerne i de to byer. Entreprenøren, som skal stå for gravearbejdet, er Munck Forsyningsledninger A/S.

Gravemaskiner og hul til rørledning De berørte husstande i Resenbro og Skærbæk vil løbende blive inviteret til små informationsmøder, hvor de kan få svar på deres spørgsmål og høre mere om, hvordan arbejdet på deres vej vil forløbe.

En anlægsplan i fire faser

Forsyningsledningen, der skal bringe fjernvarmevandet til Resenbro og Skærbæk, kommer fra Gødvad. Ledningen skal placeres langs Østre Højmarksvej og Resendalvej og forventes at være klar til at forsyne de første huse i Resenbro og Skærbæk med fjernvarme til oktober 2025. 

Allerede inden da - fra slutningen af januar 2025 - går entreprenøren i gang med at grave fjernvarmerør ned i vejene i Resenbro og Skærbæk. Det sker efter en hovedtidsplan, der er opdelt i fire overordnede faser:

Kort med tidsplan over anlægsarbejdet i Resenbro og Skærbæk En forventet tidsplan for den første del af anlægsarbejdet – frem til sommeren 2025 – er nu klar.

Anlægsarbejdet forventes at starte op på Møllegårdsvej i uge 5. Herefter følger Møllegårds Allé, Smingevej, Resenbrovænget, Stidalsvej, Skellerupvej og Skellerupvænget.

 

Trafikken bliver påvirket

Fjernvarmerørene skal graves ned i vejene, og det kan derfor ikke undgås, at de trafikale forhold i Resenbro og Skærbæk bliver påvirket af arbejdet.

Silkeborg Forsyning har dog et stort ønske om, at trafikken bliver afviklet bedst muligt, og det kræver en erfaren entreprenør, fortæller projektleder Tenna Jensen fra Silkeborg Forsyning:

”Vi har i vores valg af entreprenør til anlægsarbejdet lagt stor vægt på, at firmaet har stor erfaring med større anlægsprojekter i byområder, hvor der tages hensyn til og kommunikeres med beboerne i lokalområderne. Derfor er vi glade for, at vi har fået Munck Forsyningsledninger A/S som entreprenør på opgaven.”

 

Mere information til beboere på de berørte veje

I forbindelse med opstart af gravearbejdet vil beboerne på de berørte veje modtage et særskilt brev fra Silkeborg Forsyning i deres postkasse med mere information.

Her vil de berørte husstande også blive inviteret til små informationsmøder på vejen, hvor de kan få svar på deres spørgsmål og høre mere om, hvordan arbejdet på deres vej vil forløbe:

”Vi ved fra tidligere anlægsprojekter, at beboerne på de berørte veje har spørgsmål til, hvordan anlægsarbejdet kommer til at påvirke deres hverdag. De spørgsmål vil vi gerne besvare i øjenhøjde, og derfor inviterer vi til små informationsmøder på vejene. Her vil vi gennemgå planen for anlægsarbejdet i netop deres område og svare på de spørgsmål, som beboerne må have,” siger projektleder Tenna Jensen. 

Alle er velkomne til de små informationsmøder på vejene – også selvom man ikke har tilmeldt sig fjernvarmen.

De boligejere, der har tilmeldt sig fjernvarmen, vil blive kontaktet direkte, inden entreprenøren anlægger stikledningen på deres private grund.

 

Sidste chance for at tilmelde sig fjernvarmen

Selvom kampagneperioden er ovre, kan beboerne i Resenbro og Skærbæk stadig nå at tilmelde sig fjernvarme til kampagnepris. Det kan de helt frem til, at gravemaskinerne er ved deres hus.

Tilmelding sker på silkeborgforsyning.dk/resenbro-skaerbaek