NYE MERE KLIMAVENLIGE ANLÆG TIL FJERNVARMEN ER GODT PÅ VEJ
25. april 2024
Byggeriet af et varmepumpeanlæg og et biomassekedelanlæg er i fuld gang. Når de to nye anlæg sættes i drift i foråret 2025, vil CO2-udledningen fra produktionen af fjernvarme være faldet med over 80% siden 2016.
Hos Silkeborg Forsyning er vi i øjeblikket i gang med at tage et stort skridt mod en mere klimavenlig produktion af fjernvarmen til silkeborgenserne. Målet er, at CO2-udledningen fra fjernvarmeproduktionen vil være næsten væk senest i 2030. Og vi er godt på vej.
I øjeblikket bliver der arbejdet på opførelsen af to nye produktionsanlæg til fjernvarmen på Sejling Hedevej 1 ved siden af kraftvarmeværket: et luft-til-vand varmepumpeanlæg på 22 megawatt og et biomassekedelanlæg på 20 megawatt.
Opførelsen af de to nye anlæg begyndte i oktober 2023. Tidligt i byggeprocessen stødte vi på udfordringer med vejret, med et usædvanligt vådt efterår efterfulgt af hårdt vintervejr. Det resulterede i, at de indledende byggefaser blev forsinket. Med forbedrede arbejdsforhold fra februar 2024 følger vi nu den reviderede tidsplan. Det betyder, at de nye anlæg nu for alvor er begyndt at skyde op på byggepladsen med en forventning om at komme i drift i løbet af foråret 2025.
Varmepumpeanlæggets fremskridt
Fundamenterne og gulvene til maskinstuen, der vil huse anlæggets tre kompressorer, er nu støbt, og de første betonelementer til facaden er monteret.
Udenfor ’maskinstuen’ er et stort fundament blevet opført til installation af 72 energioptagere placeret på stålstativer fem meter over jorden. Energioptagerne skal fange varmen fra udeluften, som føres videre til fjernvarmevandet.
Varmepumpeanlægget er planlagt til de første testkørsler i foråret 2025.
Status for biomassekedelanlægget
Som noget af det første blev de tragte, hvor biomassen skal læsses af lastbiler, støbt. Dernæst blev støbningen af fundamentet til både biomasselageret og kedelbygningen færdiggjort.
De første betonelementer til anlæggets facade er også på plads, og de høje stålsøjler til kedelbygningen er ved at blive rejst. De første store kedelelementer er ankommet til byggepladsen og venter på at blive løftet ind på de nye fundamenter i kedelbygningen.
Biomassekedelanlægget forventes ligeledes at blive sat i drift i løbet af foråret 2025.