SKAL DU MED PÅ FESTIVAL?
30. august 2023
30. august 2023
Altså skralde-festival. Kom til åbent hus i det nye læringsmiljø på genbrugspladsen på Tietgensvej og vær med til åbningen af Silkeborgs årlige skraldefestival, Skraldival.
En festival forbinder de fleste med promille, popmusik og pissoir, eller måske er du mere typen, der kører drinks, dans og dagdriver dagen derpå. Hvad enten du er til det ene, andet eller helt tredje, er du velkommen til Silkeborgs helt egen festival: Skraldival. Og selvom vi er alkoholfrie, er vi ikke en lightudgave.
Silkeborg Forsyning vælter hegnet ind til festivalpladsen lørdag d. 16. september, hvor vi inviterer til åbent hus i vores nye eventyrlige læringsunivers ved genbrugspladsen på Tietgensvej 7 i Silkeborg.
Vi bytter Orange Scene ud med et års forbrug af affald, og i stedet for at spille ølbowling, syer vi dine udtjente yndlingsjeans om til en smart skuldertaske i kampen for en mere bæredygtig garderobe.
Spilleplanen henvender sig både til børn og voksne, og med hovednavne som Tekstilaffald og Den røde miljøkasse tør vi godt garantere for en fest med skrald i.
”Gennem lege, aktiviteter og en workshop for børn og voksne sætter vi fokus på den røde miljøkasse til farligt affald og det nyeste skud på affaldstræet: tekstilaffald. For ja, det nytter at sortere dit affald i 10 fraktioner, og det vil vi rigtig gerne vise hvorfor til vores åbent hus,” fortæller Carsten Zaar, chef for Genbrug og Affald hos Silkeborg Forsyning.
Arrangementet er gratis og foregår fra kl. 10-13 på Tietgensvej 7 i Silkeborg.
Den nye rising star på affaldsscenen er tekstilaffald, som du kan møde til et eksklusivt meet’n’greet til vores åbent hus.
Vi peger de varme scenelamper mod vores tøjforbrug og giver hele familien inspiration til, hvordan I kan give nyt liv til de gamle klude. I stedet for at smide dem ud som tekstilaffald.
Tag gerne dine ødelagte cowboybukser og t-shirts med til vores workshop ”I tråd med tiden” og lær, hvordan du nemt og enkelt kan sy bukserne om til en skuldertaske, en vinkøler, en godbidspose eller skjuler til legoklodser og potteplanter. Det er mode med mening.
Den røde hva’ for noget? Til vores åbent hus tager vi også kærligt fat på den røde miljøkasse til farligt affald, som mange silkeborgensere har stående i deres indkørsel.
Farligt affald kan være svært at hitte rede i, og derfor inviterer vi publikum med op på scenen, så I selv kan pakke en miljøkasse og prøve kræfter med om, I kan ramme 4 kilo.
Kassen med indhold må maksimalt veje 4 kilo, når I afleverer den, for at indholdet bliver håndteret sikkert for både skraldemand og miljøet.
Er dit affaldsøje klar til løjer, og er fødderne sluppet fri af festivalpladsens mudder, så prøv kræfter med vores sorteringsleg. Det vigtigste er, at affaldet kommer i den rigtige beholder. 3,2,1: SORTÉR!
Selvom vi ikke har hverken Orange Scene eller Bøgescenerne på vores genbrugsplads på Tietgensvej, har vi bygget et magisk affaldsunivers kun af genbrugsmaterialer med inspiration fra H.C Andersen eventyr.
Her bliver legetøjsdyr brugt som skabshåndtag, golfkøller som knagerække og støvsugerslanger snor sig til et magisk træ med en hemmelig hule indeni. For genbrug kan sagtens være smukt.
Vi skal lære gennem leg. Det er grundtanken bag vores arbejde med det nye eventyrunivers, og vi glæder os til at åbne festivalpladsen for jer lørdag d. 16. september kl. 10-13 på Tietgensvej 7 i Silkeborg.
Og hey, du behøver ikke købe hverken partout- eller dagsbillet. Det er gratis.