SKÆGKÆR OG SEJLING KAN FÅ FJERNVARME: NU ÅBNER TILMELDINGEN
01. september 2023
01. september 2023
Nu kan borgerne i Skægkær og Sejling melde sig til fjernvarme fra Silkeborg Forsyning. De to byer kan skifte gaskedlerne ud og blive koblet på fjernvarmen, hvis der er tilstrækkelig opbakning blandt borgerne.
Efter stor opbakning til fjernvarmeprojektet i Grauballe tidligere på året, åbner Silkeborg Forsyning i dag den 1. september for tilmeldingen til endnu et fjernvarmeprojekt.
Nu er det borgerne i Skægkær og Sejling samt på 15 adresser i Balle, som får mulighed for at skifte deres gaskedel ud med klimavenlig, nem og konkurrencedygtig fjernvarme fra Silkeborg Forsyning.
Hvis fjernvarmeprojektet skal blive til noget, kræver det, at projektet opnår stor nok opbakning fra borgerne. Inden den 1. december 2023 skal mindst 60% have tilmeldt sig, før projektet kan realiseres.
Silkeborg Forsyning har allerede mærket efterspørgsel og interesse for fjernvarme fra borgerne i området. Martin Christiansen, maskinmester og koordinator for projektet hos Silkeborg Forsyning håber, at det vil afspejle sig i opbakningen til projektet:
”Vi ser frem til at trække i arbejdstøjet og møde borgerne,” siger han.
Borgerne i Skægkær og Sejling samt på de 15 adresser i Balle kan tilmelde sig på fjernvarmeprojektets hjemmeside www.silkeborgforsyning.dk/skægkær-sejling. Her kan de også finde alle informationer om projektet.
For at komme med ind i fjernvarmen skal borgerne i Skægkær og Sejling betale et tilslutningsbidrag til en kampagnepris på 22.500 kroner. Normalprisen (2023-priser) er 37.900 kroner.
Som noget nyt tilbyder Silkeborg Forsyning derudover en fjernvarmeunit på abonnement. Ordningen hedder Unit⁺, og den indebærer, at kunden tegner abonnement på en fjernvarmeunit i stedet for at købe en.
Prisen for abonnementsløsningen er kun på 215 kroner om måneden og er inklusive installation, service og vedligehold af fjernvarmeunitten.
Tidligere i år blev Unit⁺ for første gang tilbudt til borgerne i Grauballe med stor succes, hvor hovedparten af de tilmeldte valgte abonnementsordningen. Silkeborg Forsyning forventer, at den store interesse for Unit⁺ ordningen vil fortsætte i Skægkær og Sejling.
”Abonnementsordninger er generelt populære, og den tendens ser vi også inden for fjernvarme, hvor mange forsyningsselskaber oplever stor efterspørgsel efter disse ordninger. Det, som særligt tiltaler kunderne ved vores Unit⁺ ordning, er muligheden for at få tilsluttet en ejendom til fjernvarme til en forholdsvis billig pris,” fortæller Martin Christiansen.
Vil man hellere eje sin egen fjernvarmeunit, har man også mulighed for at købe den hos Silkeborg Forsyning.
Efter planen bliver fjernvarmeledningerne gravet ned i etaper med opstart i begyndelsen af 2024. Prisen på de 22.500 kroner i tilslutningsbidrag gælder, indtil gravemaskinerne har været forbi borgernes ejendom. Det er dog bedst at tilmelde sig i tilmeldingsperioden, da projektet ellers risikerer at blive aflyst på grund af manglende tilslutning.
Den 20. september kl. 19.00 til 21.00 inviterer Silkeborg Forsyning alle interesserede til informationsmøde om projektet i Skægkær og Sejling på Skægkærskolen. Tilmelding er ikke nødvendig.
På mødet kan de fremmødte blive klogere på de forskellige muligheder og priser. Derudover kan de også høre mere om, hvordan de tilmelder sig og hvordan anlægsarbejdet bliver gennemført.
Vil man gerne løbende følge med i fjernvarmeprojektet, kan man tilmelde sig nyhedsbrevet om projektet i Skægkær og Sejling på www.silkeborgforsyning.dk/fjernvarme-nyhedsbrev