Spraydåse eller trykflaske kan have startet brand i renovationsbil
22. juli 2022
En spraydåse, gasflaske eller anden trykbeholder kan have startet brand i skraldebil. Spraydåser, små gasbeholdere og også trykbeholdere med flødeskum er farligt affald og skal afleveres på genbrugspladsen.
Fredag den 22. juli udbrød der brand i affaldet i en af HCS’ renovationsbiler, der henter affald for Silkeborg Forsyning. En snarrådig chauffør forhindrede, at branden spredte sig til hele bilen ved at tømme affaldet ud på vejen. Brandvæsenet nåede frem og slukkede branden, og der skete kun små skader på bilen. Ingen kom til skade.
Men branden opstod sandsynligvis fordi, der er kommet farligt affald i form af trykbeholdere, fx en spraydåse eller en lille gasflaske, i en affaldsbeholder et sted på ruten.
Sprayflasker som disse er farligt affald og kan eksplodere inde i en skraldebil.
Især de små gasflasker, der fx bruges til at starte grillen med, havner i stigende grad i beholderne til genanvendelse ude ved affaldskunderne.
Farlig flødeskumsbombe
Silkeborg Forsyning oplever, at det både er i beholderen med restaffald og i plast/metal-beholderen, at der kommer spraydåser og andre trykbeholdere. Og mange af dem består jo også af metal og plast, så det er måske der, at misforståelsen opstår:
En dåse med flødeskum ser jo harmløs ud, men nogle af dem indeholder et tryk på otte bar. Det er mere end dobbelt så meget som i et bildæk. Så der er virkelig tryk på, når de eksploderer. Og hvis det sker i nærheden af brandbart materiale, som en skraldebil jo er fuld af, så har vi balladen.
Selvom de her spraydåser og trykbeholdere består af metal og plast, så skal de altså ikke smides ud som metal og plast, men afleveres på genbrugspladsen som farligt affald.
Trykbeholdere suges tomme og genanvendes
Trykbeholdere afleveret på genbrugspladsen som farligt affald bliver sendt til genanvendelse.
Flaskerne bliver suget tomme, metal og plast bliver skilt fra hinanden og bliver smeltet om, så det kan bruges igen i nye produkter.
Helt almindelige lightere må du heller ikke smide i genbrugsbeholderne.