VI TAGER ELEVERNE MED PÅ AFFALDSREJSE

19. september 2023

Plastikflasken, den hullede t-shirt og de 10 affaldsfraktioner er på skoleskemaet hos Silkeborg Forsyning. Hele ugen har vi 8.klasseelever på besøg i forbindelse med den årlige skraldefestival, Skraldival.

Ans Skole deltager i Skraldivals undervisningsforløb.

Den fylder ikke noget og vejer ingenting.

Så hvilken skade gør det at efterlade plastikflasken i naturen i stedet for at smide den i din affaldsbeholder til plast?

Det spørgsmål fik elever fra 8.klasse på Ans Skole i Silkeborg Kommune lov at tygge på, da de besøgte Silkeborg Forsyning.

I forbindelse med den årlige skraldefestival, Skraldival, har genbrugspladsen på Tietgensvej besøg af 8.klasser fra Silkeborg Kommune for at skærpe deres viden om affaldssortering og plastaffald.

”Dette skoleår skal eleverne arbejde med både bæredygtige energikilder og plastik i havene. Derfor passer Skraldivals undervisningsforløb rigtig fint ind i min undervisningsplan,” fortæller Simon Mølager, som underviser i geografi, naturfag og matematik på Ans Skole.

En 8.klasse laver forsøg for at definere plasttypen på seks forskellige plastikkugler på Silkeborg Bibliotek.

Du sorterer. Vi genanvender

Pizzabakken, paprøret og Pepsi Max-dåsen fra Tyskland blev sendt rundt blandt eleverne fra Ans, inden affaldet fandt vej ned i den rigtige beholder.

Det var først lidt tvivl om, hvor den skinnende røde hårspraydåse fra Schwarzkopf skal hen, inden der helt rigtigt blev peget på den knap så skinnende røde miljøkasse.

For ja, det nytter at sortere dit affald korrekt. Det fortalte Claus Berg Mikkelsen, som er miljøassistent for Genbrug og Affald og står for undervisningen om affaldssortering i Silkeborg Forsynings besøgs- og skoletjeneste.

Hele uge 38 byder han elever velkommen i skoletjenestens nye lokaler på genbrugspladsen på Tietgensvej 7, som er bygget af genbrugsmaterialer og indrettet med inspiration fra H.C Andersens eventyrunivers.

Mens Claus Berg Mikkelsen fortalte om affaldets rejse fra butikshylden til affaldsbeholderen og videre til genanvendelse, gav eleverne den gas med spørgsmål om alt fra, hvorfor skal jeg sortere i 10 fraktioner derhjemme, men ikke i mine forældres sommerhus, eller hvad sker der egentlig i kroppen, når vi indtager mikroplast? Og hvordan bliver madaffaldet omdannet til den biogas, som bybusserne kører på?

Elevernes klasselærer Simon Mølager var glad for elevernes interesse og mange spørgsmål. Han vil blandt andet bruge besøget på genbrugspladsen som en forsmag på det forløb om mikroplast og plastik i havet, klassen skal have senere på året.

Claus Berg Mikkelsen underviser også om farligt affald i Silkeborg Forsynings skoletjeneste. Foto: Per Bille

Vi skal alle sammen tage et ansvar

Da ketchupflasken, kaffefiltret og konservesdåsen med kikærter var sorteret korrekt hos Silkeborg Forsyning, blev eleverne kørt med bus til biblioteket, hvor de skulle lave et fysikforsøg for at bestemme seks forskellige typer plastik fra hinanden og kode en sorteringsrobot bygget i LEGO.

”Affaldssorteringen starter først og fremmest i hjemmet,” forklarer Rune Kristensen, der er formand for Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune, inden han slap 8.klasserne fri på biblioteket i midtbyen.

”Vi skal alle sammen tage et ansvar for den grønne omstilling. Skraldival skal inspirere og formidle viden til børn, unge og voksne, så vi sammen kan arbejde henimod en cirkulær økonomi, hvor vi genbruger og genanvender produkterne,” siger Rune Kristensen.

Skraldival arrangeres i samarbejde mellem Silkeborg Kommune, Silkeborg Bibliotekerne og Silkeborg Forsyning, og det er andet år i træk, at vi fester for affaldet.

”Et tæt samarbejde mellem kommunen, forsyningen og bibliotekerne er essentielt, fordi vi sammen når ud til mange borgere med budskabet om, at du kan gøre en positiv forskel for klimaet gennem eksempelvis ændrede forbrugsvaner og korrekt affaldssortering, siger Rune Kristensen.

Rune Kristensen, formand for Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune, byder velkommen på Silkeborg Bibliotek.

En bus gør hele forskellen

8.klassen fra Ans Skole blev kørt i en bus betalt af Skraldival.

Projektgruppen bag årets skraldefestival i Silkeborg har fra starten af prioriteret at nå børn og unge fra hele kommunen. Med betalt transport har eleverne på de skoler, der befinder sig udenfor midtbyen, haft en bedre chance for at deltage i undervisningen på genbrugspladsen og biblioteket.

”Den gratis transport er helt afgørende for, at vi kan komme på besøg. Normalt er vi afhængige af, at elevernes forældre kan køre os til arrangementer udenfor huset, fordi skolen ikke har økonomi til det,” siger Simon Mølager, der håber, at den gratis bus kommer på næste års budget for Skraldival.

Eleverne bygger en robot ud af LEGO, som kan sortere efter farve på Silkeborg Bibliotek.

Knap så fantastisk plastik

Hvis I stadig er i tvivl om, hvorfor plastikflasken skal smides til plastaffald og ikke i naturen. Så tænk på tallet 400.

Det er det antal år, det tager for en plastikflaske at blive nedbrudt til mikroplast.

”Plastik forsvinder ikke bare,” fortalte Claus Berg Mikkelsen til 8.klassen fra Ans Skole.

Det nedbrydes til mikroplast, som risikerer at sive ned i vores grundvand eller ud på de marker, hvor vi producerer fødevarer.

Så tilbage i affaldsbeholderen til plast med den!