Et år præget af udviklingen i energipriserne

21. juni 2022

Silkeborg Forsyning har netop aflagt årsrapport for 2021. Året har været kendetegnet ved en fortsat høj forsyningssikkerhed på alle forsyningsarter, og kvaliteten af de solgte ydelser er på et højt niveau. Udviklingen i året har særligt været påvirket af stigende energipriser i anden halvdel af regnskabsåret.

Silkeborg Forsyning står midt i en transformationsproces. Udvikling af organisationen, digitalisering, samarbejde med vores omverden og den grønne omstilling er væsentlige strategiske aktiviteter, mens arbejdet med forsyningssikkerhed og effektiv drift er grundstenene for at udvikle fremtidens forsyningsvirksomhed. Dette er grundlaget for, at vi også i fremtiden kan levere langsigtede og helhedsorienterede løsninger til vores kunder.

Årets resultat påvirket af stigende energipriser

Koncernen har i 2021 realiseret en nettoomsætning på 600 mio.kr., hvilket er en stigning på 113 mio.kr. i forhold til 2020. Nettoomsætningen er væsentlig påvirket af en stigning i indtægter fra salg af el på 142 mio.kr., hvilket kan henføres til de stigende energipriser i slutningen af året.

Koncernens produktionsomkostninger er i 2021 steget med 219 mio.kr. i forhold til sidste år. Stigningen i produktionsomkostninger kan i al væsentlighed henføres til stigende produktionsomkostninger til kraftvarmeproduktionen som følgende af de stigende energipriser i fjerde kvartal 2021.

Udviklingen i energipriserne medfører, at koncernen i 2021 realiserer et underskud efter skat på 80 mio.kr. Koncernens selskaber er takstregulerede og drives efter et ”hvile i sig selv”-princip. Det betyder, at koncernens selskaber i henhold til lovgivningen ikke skal generere væsentlige over- eller underskud. Udviklingen i koncernens resultat vil således over en årrække balancere, idet forbrugerens priser løbende tilpasses således, at der sikres match mellem koncernens indtægter og omkostninger.

Investeringer i fortsat vækst, høj forsyningssikkerhed og den grønne omstilling

Silkeborg Forsyning investerer årligt væsentlige beløb i form af renovering og udbygning på ledningsnet og produktionsanlæg. Som multiforsyningsselskab vi har fokus på, at planlægning af og beslutning om investeringer sker på det bedst mulige grundlag, og vi udvikler løbende værktøjer til kvalificering og ikke mindst prioritering af projekterne, således at tekniske, miljø- og servicemæssige samt økonomiske kriterier kan lægges til grund.

Koncernen har i regnskabsåret investeret 128 mio.kr. Investeringsniveauet er påvirket af fortsat højt aktivitetsniveau for byggemodninger i kommunen i 2021. Herudover har Silkeborg Forsyning investeret i ledningsnet og produktionsanlæg til at sikre en fortsat høj forsyningssikkerhed samt investeringer rettet mod den grønne omstilling.

Jesper Elkjær, økonomichef i Silkeborg Forsyning, fortæller om udviklingen i 2021:

”Som multiforsyningsvirksomhed har vi en helt central rolle i at sikre basale ydelser for kommunens borgere og samtidig være garant for den grønne omstilling. Silkeborg Forsyning har igen i år leveret en høj forsyningssikkerhed og effektiv drift på alle forsyningsarterne. Udviklingen i koncernens resultat er dog væsentlig påvirket af udviklingen i energipriserne særligt i sidste kvartal af året. Årets investeringer er kendetegnet ved investeringer i fremtiden, hvor vi fortsat skal sikre rent drikkevand fra vores boringsområder, sikre en miljøvenlig og effektiv rensning af spildevandet, håndtere kommunens affald på forsvarlig vis samt producere fjernvarme med højere grad af diversitet. De kommende år vil Silkeborg Forsyning fortsat foretage væsentlige investeringer for at sikre en grøn omstilling og en fortsat høj kvalitet i vores ydelser.”