vand, kolbe, vandværk,

Vandets Dag 2025

Lørdag den 22. marts er det international Vandets Dag. I den anledning kan du nu blive klogere på, hvordan Silkeborg Forsyning leverer rent drikkevand.

Godt drikkevand fra Silkeborg Forsyning

Vidste du, at vi fra Silkeborg Forsyning leverer noget af Danmarks bedste og blødeste drikkevand?

I anledning af Vandets Dag 2025 samler vi her et tema om grundvand og drikkevand. Du kan blive klogere på vandets kvalitet og få indblik i, hvad vi fra Silkeborg Forsyning gør for at levere rent drikkevand til vores omkring 60.000 forbrugere hver eneste dag.  

Vidste du, at en dansker bruger i gennemsnit 105 liter vand hver dag? Men det rene vand kommer ikke af sig selv. Det gør vores vandeksperter på vandværkerne en masse for hver eneste dag. Fx tester vi vandet for mere end 100 kemiske stoffer. 

Og du kan også selv gøre noget. Lad fx være med at sprøjte din have med ukrudtsgift. Alle erfaringer viser, at giften ender i vores drikkevand på et tidspunkt. Og mange vandboringer må sløjfes på grund af forurening med giftstoffer. Du kan også købe økologiske varer fra bæredygtige landbrug. Det mindsker presset på vores landsbrugsjorde og beskytter grundvandet. 

Løbende vandprøver holder øje med vandkvaliteten

Som vandkunde i Silkeborg Forsyning husker du nok, at vi opdagede en forurening med enterokok-bakterier i begyndelsen af februar. Myndigheden pålagde os derefter at sende en kogeanbefaling ud til hele vores forsyningsområde. Men kogeanbefalingen kunne heldigvis hurtigt ophæves, da nye prøver viste, at forureningen var væk igen. 

Men hvordan fandt vi egentligt ud af, at vandet var forurenet? 

Svaret er, at vi løbende tager prøver af drikkevandet på faste steder hos forbrugere i forsyningsområdet. På den måde kommer vi hele vejen rundt i systemet og får en god indikation på vandets kvalitet. Derudover foretager vi løbende prøver på højdebeholdere og på vandværkerne.

Samlet set tager vi i Silkeborg Forsyning flere prøver, end vi skal, i forhold til lovgivningen.

Læs mere herunder om, hvordan vi arbejder med vandets kvalitet.

Video: Sådan sikrer vi rent og velsmagende drikkevand til dig